Af Peter Borberg

Man siger, at man skal smage sin egen medicin, så man på egen krop kan få lov til at opleve, hvad man udsætter andre for.

Jeg har absolut ingen problemer i dén henseende.

Normalt bruger jeg en stor del af min arbejdstid på at få vores kunder i medierne med gode historier, der kan skabe redaktionel opmærksomhed om deres produkter eller services. Men det sker faktisk også, at jeg selv står med mit helt eget produkt i hånden, som jeg synes fortjener at få en rundtur i mediekarrusellen.

Som nu for eksempel den bog, ”Klog af skade”, som Thorsten og jeg sendte på gaden tidligere på året. I forbindelse med udgivelsen satte vi os ned og lavede en pressestrategi, hvor vi tænkte i både vinkler og mulige medier.

Fra Aftenshowet til Rideforbundet

Nu – et halvt års tid senere – er det på tide at gøre status, og vi kan se, at vores bog foreløbig er blevet omtalt i disse medier:

  • Aftenshowet på Danmarks Radio – 5 minutters indslag
  • Fyens Stiftstidende – forhåndsomtale af bogen
  • Aarhus Stiftstidende – som en større serie, der kørte over flere dage
  • Horsens Folkeblad – med afsæt i Thorsten, som er bosiddende nær Horsens
  • Lokalavisen Assens – med afsæt i mig, som er bosiddende i Assens Kommune
  • Løbemagasinet – omtalen førte siden til, at vores bog blev nomineret til “Årets løbebog 2017”.
  • Dansk Rideforbund
  • Magasinet Kano & Kajak
  • Puls – Team Danmarks magasin
  • Radio 24 syv – jeg var i studiet i en time i udsendelsen M/K Fitness

Vi taler tusinder

Har det været indsatsen værd? spørger du sikkert. Nej, det håber jeg faktisk ikke, at du gør, for så skal vi virkelig have en alvorlig snak.

Selvfølgelig har det været indsatsen værd!

Ja, der går noget tid med at lave en pressestrategi. Og ja, der går også noget tid med at skrive pressemeddelelser, finde de rigtige journalister og få sendt noget ordentligt materiale afsted. Men når vi kigger på den samlede eksponering af vores bog, så kan vi konstatere, at tusinder og atter tusinder – og det er ikke en overdrivelse – på den eller anden måde har hørt om vores bog.

Hvis du sidder derude og tænker, at det kunne da i grunden være interessant at tage en snak om, hvordan du kan komme i medierne med din historie, så synes jeg, at du skal gøre noget ved sagen.

Du kan jo for eksempel starte med at taste 22 19 89 45 på din telefon, og så tager vi den derfra…