Af Thorsten Asbjørn

Hvis du sidder og føler dig lidt usikker på, hvordan du tilgår journalister og medier, skal du ikke fortvivle. Du er nemlig langt fra den eneste.

Rigtig mange virksomhedsejere og marketingfolk, som bærer ansvaret for virksomhedens synlighed i medierne, ved nemlig ikke helt, hvordan de skal gribe det an.

Hvad er det egentlig de kære journalister vil have serveret fra dig?

Først og fremmest er det den gode historie, som vi tidligere har skrevet om her på bloggen, og som vi helt sikkert kommer til at skrive meget mere om.

Men de vil have mere end det. De vil ha’ kit. Vaskeægte pressekit.

Sådan er kit-pakken

Og hvad består sådan en omgang pressekit så af, spørger du.

Journalisten vil have pressekit, der udover præsentationen af den gode historie også indeholder gode fotos, fakta om din virksomhed og eventuelt links til anden relevant information, fx undersøgelser eller nye tal, der understøtter din historie.

Når du finder fotos frem, så vær opmærksom på, at de billeder, som du selv synes er verdens bedste fotos af dig eller dit produkt, ikke nødvendigvis tænder journalisten. De fleste journalister hader opstillede studiebilleder, hvor du eller dit produkt er portrætteret på ømmeste vis. Journalister er ikke reklame- og marketingfolk, og nogle kan endda blive småforargede over, at du sender dem reklamemateriale. De arbejder ikke i annonceafdelingen. De vil have levende billeder, som understøtter den gode historie.

Det samme med faktaboksen om din virksomhed. Lad være med at kyle en røvfuld superlativer efter den, hvor I lige er tanden bedre end samtlige jeres konkurrenter. En faktaboks er til fakta. Den faktiske virkelighed om det, I helt konkret beskæftiger jer med, hvornår I er etableret, hvor mange ansatte osv.

Også for din skyld

Hvis du synes, at det er vel meget krudt at bruge på at forsyne journalisten, så er det værd at huske på, at det alt sammen også er til glæde for dig og din virksomhed. Når du giver journalisten godt baggrundsmateriale – både i form af billeder og tekst – så giver du også dig selv muligheden for at fremstå på bedste vis med din historie.

Således ugens presseråd. Du kan finde mere viden i tidligere blogindlæg, som alle er tilgængelige her på siden. Og så kan du glæde dig til næste uge. Her vil Peter fortælle lidt om, hvorfor det er få af dem, som læser om dig og dine produkter, som er dummere, end du selv er…