AF NICOLAS ARVID HEDEMAN, gæsteblogger
Jeg træner til daglig nogle de bedste fodboldspillere i alderen 12-13 år i Odense Boldklub. Det sker heldigvis sjældent, at gutterne løber ind i større eller for den sags skyld mindre skader, men når det hænder, er træneren en meget vigtig medspiller i at forhindre, at skaden udarter sig.
Vi har skabt et kompetitivt træningsmiljø, hvor det er de bedste, der spiller i weekenden. Vi ønsker, at drengene viser hårdhed og selv formår at rejse sig, når det gør lidt ondt. Det være sig både i en overordnet, mental forstand, men også helt konkret når nærkampene spidser til, eller de modtager en syngende tackling.
Drengene vil gøre alt, hvad de kan for at se deres navn på kampkortet, når træningsugen er omme. Derfor lægger de sig sjældent fladt ned, selv om det måske ville være det rigtige at gøre i visse tilfælde. Samtidig står vi en situation som trænere, hvor vi skal adskille reel smerte fra et trælår og den ynk, der kan følge med – for nu at sige det som det er. For det eksisterer også, om end i mindre grad.
Læs mere