Storm P. fandt kærligheden på Fanø

I sommeren 1920 gæstede Robert Storm Petersen – på det tidspunkt kendt over det ganske land som den folkekære kunstner Storm P. – Fanø, hvor han kom for at opleve øens navnkundige motorløb på nærmeste hold. Siden ungdomsårene havde han haft en glødende interesse for alt, hvad der havde med teknik og nye teknologiske frembringelser at gøre. Storm P. var nær ven med motorjournalisten Alfred Nervø, som var besat af alt, hvad der duftede af automobiler og flyvemaskiner. Storm P. gik praktisk til hånde, da Alfred Nervø i sommeren 1910 som den første fløj ind over København og rundede rådhustårnet, og da Alfred Nervø efterfølgende blev fejret for sin historiske bedrift, foregik festlighederne hjemme hos Storm P. og hans daværende hustru, Lydia, i deres lejlighed i Jernbanegade i København. Samme år præsenterede Storm P. i øvrigt sin første af sine mange berømte opfindelser – jo, Storm P. kunne i sine yngre dage godt lide teknik. Derfor så han også frem til at gæste Fanø i sommeren 1920 og nyde den særegne blanding af frisk havluft og duften af benzin.

Fiasko i Guds eget land

Storm P. trængte mere end nogensinde til at puste ud ovenpå en efterhånden langstrakt periode, som var i færd med at dræne ham for kræfter. I flere år havde han ført et særdeles krævende arbejdsliv som både tegner, forfatter og ikke mindst kabaretartist. Han havde været fast bestanddel af kabaretten Edderkoppen siden 1914, og derudover tog han med jævne mellemrum på turné i selskab med pianisten Valdemar Willumsen. De to nærede en fælles drøm om at komme til Amerika og slå igennem som internationale kunstnere, men udbruddet af Første Verdenskrig i sensommeren 1914 betød, at de måtte udskyde deres rejse til 1919.

Rejsen blev for Storm P.’s vedkommende en eklatant fiasko. Længere tids stress og sceneskræk indhentede ham, så snart han stod i Guds eget land, og Storm P. returnerede til Danmark et par måneder før han havde planlagt.

Hjemme ventede hans hustru Lydia, som han havde kendt, siden han i sine ungdomsår stod i lære som slagter i sin fars slagterbutik. Deres forhold havde været problematisk fra dag ét, for Lydia var dengang gift med slagtermester Orla Pfeiffer, med hvem hun havde to børn. Lydia var 41 år, 23 år ældre end Storm. De indledte en affære, og Storm lod sig svømme helt væk i en kvinde, der med oprigtig interesse og nærvær lyttede til hans tanker både om kunsten og fremtiden. Lydia fik ham til, som han skriver i et brev til hende, at bringe de ”Skøger i Had der før optog mine Tanker og Længsler.” I begyndelsen mødtes de i al hemmelighed, men den unge Storms forældre fik snart nys om, at deres søn udviste påfaldende interesse for Orla Pfeiffers slagterbutik.

Kunsten og kærligheden

Forholdet var skandaløst. Ét var den store aldersforskel. Mere alvorligt var det, at sønnen af en af byens kendte slagtermestre gjorde kur til en kvinde, der lovformeligt levede sammen med en anden af slagterfagets fremtrædende folk. Lydia og Storm forsøgte at holde deres kærlighed skjult. De mødtes, hvor de ikke kunne blive opdaget eller privat hos Lydia, når Orla Pfeiffer ikke var hjemme, og Storm forsynede Lydia med forhåndsadresserede konvoluter skrevet med en mands håndskrift – ”det vækker ikke Mistanke,” skrev Storm til hende.

Storm og Lydia overgav sig til kærligheden. De flyttede sammen i 1906, og i 1913 blev de gift. Men i 1920 var det som om, at deres forhold var i færd med at ændre sig. Kærligheden til hinanden var intakt, men overskuddet og energien var ikke den samme, som den tidligere havde været. Den støtte og omsorg, som Storm i denne vanskelige periode af sit liv havde så hårdt brug for, fik han ikke på samme måde længere. Lydia var efterhånden en ældre kvinde, og helbredet skrantede med jævne mellemrum. Storm følte sig alene med sin drøm om at blive forløst i både kunsten og kærligheden, og det var i en tilstand af isolation og melankoli, at han i sommeren 1920 landede på ”Fartens Ø”, som Fanø også blev kaldt.

Ellen

På Fanø traf Storm tilfældigt en yngre kvinde, Ellen Margrethe Jacobsen. Hun var født den 11. april 1891 i København og var ni år yngre end Storm. Fra hun var ganske lille, havde Ellen interesseret sig for hattepyntning, og efter sin konfirmation var hun kommet i lære i en modeforretning på Helsingør Stengade. Det var ud fra et brændende ønske om at blive modehandler, at Ellen sammen med en frøken Andersen i forsommeren 1920 drog til Fanø, som var et yndet feriemål for det bedre københavnske borgerskab. De to kvinder fandt et ledigt forretningslokale, hvor de kunne præsentere den ferierende overklasse for et udvalg af forskellige kunstsager samt Ellens smukke hatte.

En af de første dage på Fanø fik Ellen og frøken Andersen besøg af skuespilleren og kunstmaleren Thyge Bendix samt dennes hustru, som havde fået øje på en af Ellens hatte, der i farve matchede ægteparrets helt nye motorcykel med sidevogn. Med på motorcyklen var også Storm, der nysgerrigt traskede med ind i forretningen. Her mødte de en irritabel Ellen, der var træt af at blive forstyrret og som i bestemte vendinger lod forstå, at butikken slet ikke var åben endnu. Storm gik ud, fandt en butik, hvor han købte en æske chokoladefrøer, hvorefter han vendte tilbage til den arrige hattedame, som måtte smile, da hun blev budt en chokoladefrø. Mens hatten til fru Bendix blev pakket ind, udvekslede Storm og Ellen blikke, og det blev ikke sidste gang under opholdet på Fanø, at de to mødtes. De gik ture sammen på Fanøs lange strande, og Storm følte sig tryg og favnet med Ellen ved sin side. Hun lyttede kærligt til ham, og han fortalte åbent om sit liv, som det havde formet sig indtil nu, og han delagtiggjorde hende i sine drømme om fremtiden.

En forelskelse spirede.

Fødestedet

I nogle af de mange breve, som Storm og Ellen efterfølgende udvekslede, mindedes de begge den kølige sommeraften, hvor sandet føg gennem græsset i klitterne, mågerne skreg over vandet, og hvor Ellen var kommet gående Storm i møde med en pakke smørrebrød. De havde siddet på en høj med udsigt over vandet, og Storm havde lagt sin frakke om Ellens skulder og set ind i ”de to dejlige Øjne, der var som dybe Søer hvori Stjernerne spejlede sig.” De havde gået sammen af ”den mørke mystiske Sti”, og her havde Storm kysset Ellen ”hundrede Gange”.

Da han ud på natten vendte tilbage til kurhotellet Fanø Vesterhavsbad, var det en nyforelsket Storm, der greb hotellets brevpapir og gjorde et dagbogsnotat: ”Saa er det altsaa sandt at jeg elsker hende.”

Det havde været en sommeraften, hvor Storm blev kørt over af ”Lokomotivet” og hans ”andet Liv begyndte”. Fanø var, som Storm skrev til Ellen, deres ”Fødested”.

Derfor var det også med en smertelig følelse i kroppen, at Storm efter nogle dage senere forlod Fanø. Fra jernbanestationen i Esbjerg sendte han ”et langt sukkende Blik ind over den dejlige Ø, og Færgen slog sine Hjul i Vandet – Farvel – Farvel min egen egen El – Se – langt bort ser jeg Badehotellet og der er de to Spir i det Hus hvor El bor – det skriger i mig af Længsel – mine Øjne fyldes med Taarer – El El jeg elsker Dig – jeg ved jeg elsker dig – jeg græder af Længsel.”

Fanønatten

Opholdet på Fanø havde varet kort, men ”Fanønatten”, hvor ”to Sjæle” mødte hinanden, udartede sig nu til en affære. ”Jeg maatte jo have sagt mig selv fra allerførst, at du var en gift Mand,” skriver Ellen i et brev, da Storm kæmpede med de moralske skrupler, som affæren satte i gang. Han lod Ellen forstå, at Lydia ville dø af sorg, hvis hun fandt ud af, hvad der foregik bag hendes ryg. Ellen svarede tilbage, at de måtte gøre sig stærke. ”Vi kan ikke – hverken du eller jeg give andre Mennesker Sorg – hellere selv lide – Engang mødes vi.” Ellen forgudede Storm, og hun fortalte ham, at hun uanset hvad altid ville være ham tro. ”Naar du engang søger mig – vil du finde mig ventende paa dig (…) kun hvis din Kærlighed døde – ville jeg dø. Mit Liv er dit.”

Men Storms kærlighed døde ikke. Den tog tværtimod til med stor kraft. Storm troede ikke, at det var en tilfældighed, at han havde mødt Ellen. Han mente, at Ellen havde reddet ham ved at give ham ”Livet tilbage”, og han ville bygge sit liv på bevidstheden om ”Kærligheden til dig og at Du elsker mig.”

Ellen og Storm mødtes, hver eneste gang det var muligt. På hoteller og hjemme hos Ellen ”i det gule Værelse” – ”Dit ensomme Kammer – hvor vor Verden er,” som Storm formulerer det i et brev. Når de ikke var sammen, holdt de kontakten ved lige med breve, hvori de omhyggeligt plejede samtlige sider af deres forhold. Ellen var for Storm både ”Lystens Alter og Hvilens bløde Seng,” brevene appellerede både til erotik og trøst. Ellen var for Storm både lig med ”to struttende Brysters Eventyr,” men også det ”Lønkammer” hvor han kunne finde fred. Hun var, som han meget rammende skrev, hans ”Mor og Elskede paa samme Tid”.

Solskinnet i stuen

Storm nævnte aldrig Lydia ved navns nævnelse i sine breve til Ellen, men det var heller ikke nødvendigt. Ellen vidste, at han ikke kunne forlade sin hustru, men begge drømte de om, at de alligevel engang kunne komme til at leve sammen. Tiden måtte vise, om det kunne lade sig gøre. ”Der kommer vel ogsaa en Tid – hvor Ro er frigjort for Lænkerne – vær Taalmodig,” skriver Storm.

Tålmodigheden kom til at strække sig over fire år. Den 27. juni 1924 døde Storms hustru, Lydia. Hun havde været ”Guds Barn i Solskinnet,” som Storm skrev i en dagbogsoptegnelse. Snart efter flyttede Ellen og han sammen, og den 29. oktober 1925 kimede bryllupsklokkerne i Gentofte Kirke.

Det var en lykkelig dag i Storms liv. Hvor Lydia havde haft afgørende betydning for ham, dengang han som ung drømte om at blive kunstner – ved at tilskynde og forlange af ham, at han tog sin drøm alvorligt, udviste flid, målrettethed og disciplin – så repræsenterede Ellen noget andet, der dog var mindst lige så værdifuldt for Storm, sådan som hans liv havde formet sig. Hun gik op i at skabe et hjem, hvor der herskede ro og orden. I modsætning til Lydia, som havde været kendt og elsket for sit humør og favnende væsen, så var Ellen langt mere reserveret og borgerligt anlagt. Hun var ikke hattedame for den københavnske overklasse for ingenting.

Ellens Storm-fyldte liv

Ellen opgav sin egen lovende karriere som modehandler – hvilket blandt andet var til stor beklagelse for dronning Alexandrine, som gerne købte en af Ellens hatte i ny og næ – for i stedet at dedikere sin indsats til sin mand. Ikke just et valg, Storm beklagede. For ham var det vigtigt, at hans hustru koncentrerede sig helt og holdent om hjemmet og ham. ”Du maa ikke jage – jeg skal nok klare den!” skriver han i en af sine hilsner til Ellen. Han ønskede, at hun skulle have det så godt som muligt, fordi det også kom ham selv til gode i form af en aldrig svigtende omsorg. Havde Lydia været Guds barn i solskinnet, så var Ellen ”Solskinnet i Stuen,” som Storm skrev til hende.

Et særligt solskin, der havde strålet første gang, da Storm blev forelsket på Fanø.