Jeg møder af og til folk, der arbejder med tekstforfatning, som taler varmt og – pudsigt nok – længe for kortfattede tekster.

Kongstanken er, at des kortere budskabet kan formuleres, jo mere præcist er det også.

Jeg er selv rundet af den indstilling. Når jeg arbejder med overskrifter i pressemeddelelser og artikler, vil jeg meget nødig, at teksten fylder mere end en enkelt linje. Bevæger rubrikken sig ned på linje to, er det typisk fordi, der mangler præcision i sagerne.

Luftige kommuner

Men der er bestemt undtagelser, når det gælder forholdet mellem korthed og præcision i tekstforfatning, og jeg kan i den sammenhæng ikke lade være med at nævne et par – i øvrigt ganske kort formulerede – ord fra gode gamle Poul Henningsen, som engang kom med den fantastiske bemærkning: “Lad mig sige det kort og konfust.”

Tag nu for eksempel mange af de der slogans, som er kommet til at pryde kommunerne.

Billede 2

I min egen kommune, Assens, har man vaklet mellem “Mulighedernes Land” – jo, du læste rigtigt – og det lidt mere erhvervsrettede “Vilje til vækst”. I Odsherred har de “Tid til livet”, og i Ikast bor de “I hjertet af Jylland”

.Billede 3

Slogans skal være korte, men hvis det er ensbetydende med, at man bygger luftkasteller, kan man lige så godt lade være. Det samme gælder de tekster, som du for eksempel kyler på din hjemmeside. ”En samarbejdspartner du kan regne med”, ”Vi står for kvalitet og service”, ”Hos os får du value for money”.

Giver det mening?

Når du gerne vil finde de ord, der bedst og mest præcis beskriver netop din virksomhed, så pas på at du ikke bliver så forhippet på, at det skal være så kort, at du glemmer meningen og det særlige.

Så kan det faktisk bedre betale sig at hoppe ned på anden linje…