AF NICOLAS ARVID HEDEMAN, gæsteblogger
Jeg træner til daglig nogle de bedste fodboldspillere i alderen 12-13 år i Odense Boldklub. Det sker heldigvis sjældent, at gutterne løber ind i større eller for den sags skyld mindre skader, men når det hænder, er træneren en meget vigtig medspiller i at forhindre, at skaden udarter sig.
Vi har skabt et kompetitivt træningsmiljø, hvor det er de bedste, der spiller i weekenden. Vi ønsker, at drengene viser hårdhed og selv formår at rejse sig, når det gør lidt ondt. Det være sig både i en overordnet, mental forstand, men også helt konkret når nærkampene spidser til, eller de modtager en syngende tackling.
Drengene vil gøre alt, hvad de kan for at se deres navn på kampkortet, når træningsugen er omme. Derfor lægger de sig sjældent fladt ned, selv om det måske ville være det rigtige at gøre i visse tilfælde. Samtidig står vi en situation som trænere, hvor vi skal adskille reel smerte fra et trælår og den ynk, der kan følge med – for nu at sige det som det er. For det eksisterer også, om end i mindre grad.
”Fodbold er mit liv”
Konkurrencementaliteten er altså tilspidset i en ung alder, og der er kamp om pladserne – ikke bare fra uge til uge, men også på den lange bane. ”Fodbold er mit liv” står der på de flestes instagram-profiler. Netop derfor kan en skade – større eller mindre – være svær at sluge, og de unge mennesker forsøger måske at skjule den af frygt for, at det kan få konsekvenser for deres plads i truppen.
Vi trænere, synes jeg, er blevet bedre til at forebygge den slags. Selv har jeg altid gjort meget ud af at anspore drengene til at sige fra eller gøre mig opmærksom på, at de måske har en overbelastning, som kræver dosering. Det er vigtigt for mig, at det kommer fra drengene selv, da de skal være i stand til at tage vare på deres egen fysik. Forældre eller trænere skal ikke diktere noget i den retning, men blot stå til rådighed for sparring, når drengene henvender sig til os med et problem.
Drøm kontra her og nu
En afgørende sætning fra træner til spiller er, at det i hvert fald ikke gavner at ignorere en eventuel skade. For selv om vi i fodboldmiljøet ofte er korte for hovedet, så er det helt store mål jo at udvikle fodboldspillere til øverste hylde, og det sker over tid, lang tid. Skulle man misse en enkelt kamp eller to, vil konsekvensen trods alt være mindre, end hvis skaden udarter sig og medfører et længere skadesforløb, som der helt sikkert kan graves mange eksempler frem på. Dette tror jeg er vigtigt at indprente i de unge menneskers bevidsthed, for det giver dem en meget klar referenceramme i forhold til deres drøm om at blive professionel fodboldspiller.