Vil du i medierne med dine gode historier? Så er det værd at have øje for journalisternes krav om aktualitet. Og hvis du i den sammenhæng er i tvivl om, hvad timing betyder, er det en idé at tænke tilbage på Gunnar ”Nu” Hansen.

 

Gunnar Nu

Den legendariske tv-kommentator, som i mange danskeres bevidsthed udgør selve lydsporet til det 20. århundrede, demonstrerede ved flere lejligheder, at timing er i højsædet, når vi taler aktualitet i en nyhed. En enkelt gang kom Gunnar “Nu” Hansen dog til at tage sit kælemellemnavn lidt for bogstaveligt.

Resultatet var…katastrofalt.

Brug bolden

Året var 1976. Det danske fodboldlandshold, som på det tidspunkt tabte betydeligt mere, end de vandt (altså lidt ligesom i dag), skulle møde Sverige. Og sørme om ikke de rød-hvide denne gang slog de blå-gule med 2-1. Gunnar “Nu” Hansen havde kommenteret kampen, som blev transmitteret forskudt til de danske tv-seere.

Da man var klar til at bringe kampen ud i de danske dagligstuer, var Gunnar “Nu” Hansen ude af stand til at undertrykke sin glæde over sejren. Inden bolden overhovedet var begyndt at rulle hjemme på tv-skærmene, sagde han: “Og lad os ikke vente med at fortælle resultatet: Vi slog Sverige!”

Oplev Gunnar “Nu” Hansens aktualitets-fadæse her

Ikke nu – endnu

Det var aktualitet for alle pengene. Men det var helt ude af trit med seernes virkelighed. Gunnar “Nu” Hansens nu var ikke seernes nu – endnu. Folk var rasende, og den ellers så elskede Gunnar “Nu” Hansen lærte på den hårde måde, at timing er altafgørende, når vi taler aktualitet.

Står du med en historie, som du mener har nyhedsværdi, skal du bruge aktualiteten med omtanke. Jeg har oplevet, at der er foredragsforeninger, som har spurgt, om jeg vil lave en pressemeddelelse om et foredrag, der har fundet sted dagen før. Det er muligvis stadig aktuelt for dem, som lige har overværet foredraget, men for dem, som ikke kom til det, er det old news og fuldstændig irrelevant.

Derfor: Når du står med en historie, som du vurderer er aktuel, så overvej:

  • Hvornår er din historie mest aktuel for din målgruppe?
  • Hvordan passer din historie med udgivelsestidspunkterne for de medier, som er relevante for din historie?

Vil du have hjælp til at vurdere, om aktualiteten holder, så prøv det her nummer – lige nu: 2219 8945