Fra Udsigten til Afgrunden

Det er stedet for sundt tungsind. Stedet du tager hen, hvis du er i det hyggemelankolske hjørne. Introvert stemt – på den fede måde.

Når man kommer kørende fra Tommerup Stationsby, hvor jeg er bosiddende, i retning mod Vissenbjerg, er der et skilt ude ved vejen. Afgrunden. Så ved man i hvert fald, at man ikke er på Østerbro i København, endsige Langelinie i Odense små 19 kilometer i østlig retning.

Skiltet mod “Afgrunden” er placeret for foden af en lang bakke, som er frygtet af motionscyklister i midtvejskrise og bilister med en overfyldt Brenderup-trailer på slæb.

Vi vover opstigningen, indtil vi nogle hundrede meter længere fremme får øje på et nyt skilt. Udsigten.

Afgrunden og Udsigten. De kan noget med den bestemte form på Vestfyn. Her er ikke flere afgrunde eller flere udsigter. Her er én og samme – og det er godt det samme.

Turen starter ved Udsigten, som er en perle for alle os, der aldrig kom helt i mål med Svend Brinkmann, og som bare elsker udsigten – mest af alt til os selv. Du mærker det allerede fra det øjeblik, du har parkeret bilen ved kirken i Vissenbjerg. I de lavthængende skygger fra gravstenene på kirkegården, og til den mudrede lyd af sand og grus, søger du mod stien ved skoven. Du passerer det, som mange vil betragte som hovedattraktionen, Vissenbjerg Terrariet, hvor pladsen er så trang, at slangerne knap nok har plads til at skifte mening.

Nej, det er Udsigten, du skal søge mod. Jævnt opad går det ad stien gennem skoven. Som om livet ikke var slemt nok i forvejen. Du kan såmænd også snuble over en trærod, og så har du også den oplevelse med, når du omsider står ved punktet.

Udsigten.

Et lille plateau og en indhegning, som næppe tåler et grundigere tjek af Sikkerhedsstyrelsen, tager imod. Hvis du vil, er der tilmed en bænk, som du kan sætte dig på, men lad være med det. Bænken er våd, for Udsigten gør sig bedst i regnvejr.

Tag det hele ind. Udsigten til et udsøgt udsnit af Højfyns højderyg. Marker, skov og i det fjerne toner Skalbjerg frem af disen. Blikket dvæler for derefter at søge indad. Du kan slet ikke undgå at mærke, at du mest af alt har fundet et udsigtspunkt til din egen sårbarhed.

Det gælder om at komme videre i en allerhelvedes fart.

Er du rigtig i hopla – men det er du uhyre sjældent, når du søger mod Udsigten – kan du slå et smut ind omkring det lokale sportsanlæg, hvor en 400 meter løbebane, minder dig om, at livet går i ring og alligevel har en ende.

Vi dropper det og fortsætter i stedet videre af hjertestien nedad gennem skoven forbi Møllesøen, hvor et skilt – noget overraskende synes jeg faktisk – oplyser, at al fiskeri er tilladt, undtagen med brug af levende agn. Så har man hørt det med. Vandspejlet er helt stille. Gad vide om der overhovedet findes en eneste fisk i den sø? Hvis ikke, forstår man bedre skiltet.

Således afklaret, men vildledt, er der nu blot få skridt til dagens egentlige højdepunkt.

Afgrunden.

En lille sti bringer dig ind i dette trolddomsagtige landskab. Omgivet af skov vandrer du på kanten af en enorm kløft – deraf navnet Afgrunden – som efter sigende blev skabt, da smeltevandet fra den sidste istids søer forsvandt.

Det er en lille smule uhyggeligt på en mærkelig tryg måde. Og det er mærkelig smukt på en lille smule grim måde. Igen bliver du uvægerligt bragt i berøring med alt, der rører sig indeni. Jeg stod engang og forsøgte at kaste al min aldrig svigtende grundangst i Afgrunden. “Farvel, angst,” sagde jeg til mig selv, mens jeg for mit indre blik forestillede mig, at al min tvivl, uro og nag lod sig opsluge af fordums smeltevand i Afgrundens dyb. Da jeg gik derfra, var jeg bange for, at jeg ikke havde fået gjort det ordentligt.

Det er noget af det, Afgrunden kan. På kanten af denne naturskabte spaltning kan du gå og mærke splittelsen i dig selv. Du kan komme i tvivl om alt, men når du er kommet ud på den anden side – hvilket her vil sige tilbage til parkeringspladsen ved kirken og terrariet – er det med en behagelig følelse af, at det alligevel nok skal gå alt sammen.

”I går stod vi ved afgrundens rand – i dag er vi kommet skridtet videre,” var der engang en mand, som sagde til mig.

Med de ord slutter vi vores rejse til Udsigten og Afgrunden. Alt er, som det var, da du kom, og det er faktisk en trøst, som slet ikke er så ringe endda…