Hvis du ser dig omkring efter litteratur, som omhandler den fysiologiske side af sagen, når sportsskaden rammer, så er der masser af materiale. Forståeligt nok. Når alt kommer til alt, så handler sport om fysisk udfoldelse, så selvfølgelig er det bøgerne om forebyggelse og behandling af de kropslige skavanker, der fylder på boghylderne.

Når glæden udfordres

Sagen er imidlertid, at en sportsskade meget ofte handler om andet og mere end blot kroppen. Sport er forbundet med en fundamental glæde ved selve den fysisk udfoldelse, og når denne glæde brat udfordres eller helt forsvinder som følge af en skade, så kan det give sig udslag i frustrationer og bekymringer og i alvorligere tilfælde depression og stress.

Alt dette sætter en helt ny bog fokus på, som er udgivet i et samarbejde mellem Asbjørn og Borberg, Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund.

 

Både elite og bredde

Klog af skade er den første bog på dansk, som behandler den mentale side af sportsskaden. Fra det øjeblik, hvor skaden rammer over den hårde genoptræning til comebacket til sporten.

Vi har interviewet et hav af atleter fra både elite- og breddeidrætten, som gennem deres personlige, dramatiske og ofte rørende historier sætter ord på, hvordan de har oplevet at blive sat ud af spillet.

Samtidig har Team Danmarks sportspsykologiske konsulenter stillet viden til rådighed, der giver dig et indblik i, hvad der sker på den mentale inderside, når sportsskaden rammer.

Sådan får du fat i bogen

Kunne du tænke dig at få et andet perspektiv på din sport og blive klogere på alt, der foregår på den mentale inderside, så kan du bestille et eksemplar af Klog af skade ved at smide os en god gammeldags mail. Hvis du ønsker det, skriver vi gerne en personlig hilsen i bogen.