Er det værd at købe en pr-konsulent?

Det spørgsmål får jeg jævnligt kastet efter mig, når jeg er ude at snakke med en virksomhed, som ikke er vant til at arbejde med presse.

Nu skal du ikke falde ned af stolen, når du hører mit svar. Oftest siger jeg med rimelig klar stemme i mit vanlige drevne jyske toneleje: ”Ja, det vil jeg tro.”

Det svar havde den nye potentielle kunde vel sagtens også forventet fra min mund.

Men, men, men… som mit jyske svar antyder, så er jeg ikke stålfast. Jeg siger ”vil jeg tro”. Det er nemlig ikke givet, at det er rigtigt at alliere sig med en pr-konsulent. Der er virksomheder, som selv har ressourcer til at løfte opgaven med pressearbejdet, men som blot skal have hjælp til at udstikke en retning for deres pressearbejde og dermed opnå synlighed i medierne.

Få hænderne fri

Når det er sagt, så er der bestemt også virksomheder, som nyder stor gavn af at alliere sig med en pr-konsulent.

Ofte handler det nemlig om det helt basale og banale: Du skal gøre det, du er bedst til.

I mange virksomheder er der så fuldt tryk på drift, at presse- og kommunikation meget nemt kan blive ædt i glemslen. Der er ikke en medarbejder eller direktør, som har hænderne fri til den aktive presseindsats.

Og det er synd og skam. For så snyder du dig selv og din virksomhed for betydningsfuld omtale. Det er her, at det kan være af stor værdi at samarbejde med en pr-konsulent/journalist, som kan give jer en mediestrategi og levere jeres pressearbejde.

Er det Thorsten eller Peter?

Lige nu kan jeg ikke udelukke, at du sidder og overvejer, om du skal tage kontakt til ham Thorsten eller hans kompagnon Peter for at høre nærmere.

Du er altid velkommen – men du skal også vide, at der er andre af min og vores slags derude. Det kan sagtens være, at Peter og jeg ikke er det rette match for dig.

Når du vælger en pr-konsulent skal du ikke blot samarbejde med en, som er god til at skrive og lave medieplaner. Det er helt afgørende, at det er en, hvor du oplever, at den nok så populære kemi, spiller. Skal du have det optimale ud af pressearbejdet, skal pr-konsulenten nemlig tæt på din virksomhed og jeres værdier og kultur. Det skal mærkes som om han eller hun er en del af dit team – også selv om det kun er en ekstern samarbejdspartner. På den måde har pr-konsulenten nemlig de bedste forudsætninger for at bringe de værdifulde historier om jer ud i verden.

Så Thorsten, Peter eller nogle helt andre…valget er dit – men lad være med at snyde jer selv for den gode omtale.