En fynsk kabelhistorie ruller ud

Nogle gange kan jeg godt blive forundret over, hvad der kan fange min interesse. Og jeg tror mine omgivelser til tider kigger på mig med måske endnu større forundring. Da jeg for omkring 10 år kastede mig over journalistikken, var teologien mit afsæt og min passion. Jeg brændte for i Kristeligt Dagblad at skrive artikler om de store åndelige og eksistentielle spørgsmål.

 

Der gik ikke lang tid, før jeg som freelancejournalist også skrev artikler til landbrugsblade om fremtidens intelligente svinestald og til pædagogernes fagblad om en abeforsker. Over årene er jeg mere og mere blevet kommunikationsmand og på en helt almindelig arbejdsdag, kan jeg både have talt med en præst, som er optaget af spiritualitet, en airconspecialist med ufattelig viden om kølemidler, et par virksomhedsejere, som styrter rundt og skaber vækst, en forsker i molekylærbiologi, som står med et nyt interessant produkt og en fynsk kommunalchef, der begejstret fortæller om et stort kompetenceudviklingsprogram for de ansatte.

 

Og hvad vil jeg sige med det? Ikke, som nogen måske vil forledes til at tro, at det må skabe en mindre personlighedsforstyrrelse at blive kastet rundt mellem så forskellige historier i løbet af en dag.

 

Næ, min pointe er, at der gemmer sig interessante historier stort set alle steder. Der er mennesker, som brænder for deres felt, og det som er den helt store gave ved mit arbejdsliv er, at jeg får lov til dagligt at tale med mennesker, som entusiastisk fortæller om det, som de er optaget af.

 

Den fynske kabelhistorie

Med dette ikke helt snorlige tilløb er jeg fremme ved det, som det hele handler om på dagens få linjer: For knap et år siden ringede Morten Rasmussen til mig.

”Vi har inden længe 25 års jubilæum. I skriver bøger. Jeg ved ikke, om vores historie er stor nok til en bog, men det kunne være sjovt at få historien samlet.”

 

Morten Rasmussen har sammen med sin kone skabt Scankab Cables i Aarup på Fyn. En kabelvirksomhed, som har bevæget sig fra en lille sjov fritidsbeskæftigelse til i dag at være en stærk kabelvirksomhed med 40 ansatte, og som agerer både i Danmark og på de nordiske markeder.

 

For ganske nylig var Scankab Cables pyntet med flag, stort festtelt og mange hundrede gæster. Der var borgmestertaler og stor hyldest af alt det, som var lykkedes at skabe med kablerne på det fynske højdedrag i Aarup. Alle gæsterne fik en Scankab-pose i hånden, da de gik. I posen fint Scankab-merchandise og en bog på 100 sider med virksomhedens historie.

 

Anke og Morten Rasmussen havde nemlig noget, som i den grad var værd at fortælle. Scankab Cables er historien om iværksætteri, om en dybt inspirerende personlig drivkraft, om evnen og lysten til at udfordre et marked styret af store aktører og om en virksomhed, hvor man er lykkedes med at skabe en ganske særlig familiær kultur og holdånd.

 

Den fynske kabelvirksomhed har fået samlet sin historie og har gennem arbejdet fået tydeliggjort, hvad det er for særlige værdier, som er indlejret i deres dna. I dag står de med en samlet fortælling, som giver stor værdi på en række parametre:

 

  • Styrket bevidsthed om egen historie og kendetegn
  • Gave og udvidet visitkort til kunder og samarbejdspartnere
  • Værdifuld fortælling for nuværende og kommende medarbejdere
  • Fokus på historiske kendetegn som pejlemærke ved fremtidige aktiviteter

Hvis du har noget på hjerte, og noget, som du tænker egner sig til bogens format, skal du ikke holde dig tilbage med et kald eller et skriv. Jeg er på 31524290 og ta@asbjornborberg.dk