Det store tomrum efter sporten

AF SIMON DALSGAARD

Jeg skulle til at starte en ny hverdag op, efter at jeg havde sagt farvel til ishockeysporten, og jeg var flyttet fra Herning til Aalborg for at studere. Det tog lidt tid at vænne sig til de mange nye indtryk og informationer på studiet og i byen.

Men det, jeg havde sværest ved at vænne mig til, var det store tomrum, som sporten havde efterladt mig i. For første gang i mit liv havde jeg kun mig selv at forholde mig til. Jeg havde ikke længere noget tilhørsforhold. Ingen forpligtelse overfor andre i form af et hold eller en arbejdsplads. Det var til tider en enorm sovepude. I perioder gad jeg absolut ingenting, hvilket også var svært at forholde sig til. I denne periode blev der også brugt meget tid på at få behandlet min skade både fysisk og psykisk. For det havde jeg virkelig brug for.

Identitetskrise

Jeg havde svært ved at finde mig til rette i byen og på studiet. Ikke fordi det ikke var attraktivt, men fordi jeg oplevede en identitetskrise. Selvom jeg aldrig har set mig selv som ”ishockeyspilleren Simon”, men blot som Simon, så gik der kun 20 sekunder, før jeg pludselig havde introduceret mig selv til mine nye medstuderende som ishockeyspiller. Efterfølgende har jeg flere gange tænkt: ”Hvor fanden kom det dog fra?!” Men det var selvfølgelig en reaktion på den store sorg over ikke længere at være en del af sporten.

Være i følelserne

Igennem behandling lærte min psykolog mig at turde være i de følelser, som konstant løb igennem min krop. På den måde lærte jeg at forholde mig til mine følelser, acceptere dem og reflektere over, hvorfor de opstår, i stedet for at handle uhensigtsmæssigt på dem. Tomrummet drejede sig ikke kun om, at jeg manglede kærligheden til spillet, men i lige så høj grad om ikke at være en del af det sociale fællesskab længere. At mødes med sine bedste venner hver dag for sammen at gøre det, som vi alle elsker allermest, og har gjort siden vi var helt små, var vanskeligt at kapere. Og det er jo ikke fordi, at mine tidligere holdkammerater ikke længere er mine venner, blot fordi jeg ikke længere er ishockeyspiller. Tværtimod. Det svære for mig bestod i, at jeg ikke længere havde tilhørsforholdet og identiteten som ishockeyspiller, fordi det havde fyldt så stor en del af mit liv.

Det nye liv

I lange perioder efter karrierestoppet isolerede jeg mig, og jeg følte mig ensom. Men jeg fik heldigvis hjælp til at turde at være i ensomheden og tomheden. Derfor fyldte jeg heller ikke min nye identitet op med en masse tilfældige ting for at slippe for følelserne. Følelserne er der den dag i dag – tre år efter karriestoppet – og de er en del af mit liv og min hverdag. Når jeg tager ud og ser ishockey, står jeg hver gang med gåsehud, og ville ønske jeg stadig kunne spille. Men i al den tid har jeg også reflekteret over, hvad der skal til for at mit liv igen skal give mening, hvilket jeg nu bruger til at navigere ud fra, hvad jeg ønsker mit liv skal bringe fremadrettet.