De rene linjer

Det var ikke uden en vis selvfedme, at jeg tilbage i begyndelsen af 00’erne drog rundt i landet sammen med min farmor for at holde et foredrag, som handlede om venskab på tværs af generationer. Selvfedmen bestod i, at vi mestendels talte om os selv med afsæt i spørgsmål som:

“Kan erfaring blive for ung?”

“Kan nysgerrighed blive for gammel?”

Vi kaldte foredraget Generationernes dans, hvilket måtte siges at være noget af en tilsnigelse, eftersom vi sad ned hver eneste gang. Men foredraget havde et publikum – eller måske var det nok i virkeligheden min farmor, der havde det – og under folkeoplysningens blafrende faner susede vi rundt til menighedsråd, AOF-centre og FOF-skoler for at udbrede os om det, der ret beset kunne skrælles ind til følgende, nemlig et tæt forhold mellem en farmor og hendes barnebarn.

“Skændes I aldrig?”

Det var et af de spørgsmål, som mødte os igen og igen, uanset hvor i landet vi befandt os, og uanset hvilken forsamling vi talte for. Et godt spørgsmål, som naturligvis havde til formål at prikke til vores egen fremstilling af vores venskab. Kunne det virkelig passe, at det hele var så ukompliceret, som vi gav udtryk for? Hver gang måtte vi – næsten undskyldende – give det svar, at “nej, vi skændes aldrig, og vi har aldrig gjort det”.

Når vi senere på aftenen sad over den natmad, som min farmor altid minutiøst havde forberedt, fordi der skulle være noget godt at se frem til efter et foredrag, vendte vi ofte tilbage til aftenens spørgsmål: “Skændes I aldrig?!” Vi var splittede. Måske var det noget skidt, at der aldrig røg en finke af panden. På den anden side: Skal et tæt forhold nødvendigvis også rumme skænderiet?

***

“Nu ved jeg det,” råbte min farmor på sin egen umiskendelige facon, da hun ringede en aften. Det gjorde hun næsten hver aften, når hun havde spist og sad med et godt glas rødvin.

Nogle aftener var hun i et fjantet humør, der kunne give mindelser til en teenager i overgear, andre aftener var der simpelthen bare et eller andet, hun havde tænkt, følt eller undret sig over, som hun havde behov for at vende. Denne aften ringede hun, fordi hun var nået frem til et svar på det spørgsmål, vi havde fået så mange gange.

“Der er altid rene linjer mellem os,” sagde hun.

Hun havde ret. Hvor jeg i lange perioder af mit ungdommens liv kunne komme i tvivl om, hvor jeg havde mig selv, så vidste jeg altid præcist, hvor jeg havde min farmor – og jeg bilder mig ind, at hun havde det på samme måde med mig. Der blev altid sat ord på det, der fyldte. I en relation, hvor ærligheden ikke kender nogen grænser – uanset hvor latterlig, aparte eller hysterisk den ind imellem kan komme til udtryk – har skænderiet meget ringe kår.

Det vil dog være en alt andet end ærlig udlægning af sandheden, hvis jeg påstod, at jeg alle dage havde haft et specielt forhold til min farmor. Sådan var det ikke. Der var snarere tale om en relation, som gradvist udviklede sig, fordi vores liv udviklede sig. Sammen og hver for sig.

***

Når vejskiltene viser, at vi befinder os i omegnen af først Holstebro og dernæst Ulfborg, Vemb og Bækmarksbro, og når de lavstammede træer bøjer kronisk mod øst, så ved man, at der er håb forude. Det er nu, det gælder om at holde godt øje med den hvide kirke og den store silo ved gården – min barndoms vartegn for Fjaltring og min erindringsportal for nogle fantastiske sommerferieoplevelser, der aldrig kunne gøres om, selvom de altid kørte efter det eksakt samme mønster.

Det var en årlig tilbagevendende begivenhed at booke en uges sommerferie hos min farmor i Fjaltring. Nogle år havde jeg to til tre venner med plus mine søskende og deres venner. Der kunne nemt være 10-12 børn på besøg i sådan en uge hos min farmor plus de gæster, som altid dumpede ind.

Det var uger, hvor solen altid skinnede – i hvert fald i min hukommelse – og hvor man sent om aftenen lukkede øjnene til duften af sandormeblod på fingrene fra mange timers fladfiskeri på høfte Q samt den ru fornemmelse af salt og sand, som havde aflejret sig dybt ind i sjælen.

Det var på alle måder friskt, og min farmor var om nogen omdrejningspunktet for disse vidunderlige uger, hvor pylret ugidelighed og ynk var noget, man godt kunne glemme alt om, indtil man igen vendte tilbage til civilisationen. Der fandtes ikke ét eneste stykke legetøj i hendes ombyggede fiskerhus, og vi kedede os aldrig.

”Trøjen af!” gjaldede hun, så snart dagens første solstrejf brød igennem.

Det gjorde man så, tog trøjen af, inden man kastede sig ud i nye oplevelser i dette vindblæste paradis, hvor man både lærte at sige ”a tøws” og spise krabbeklør og kongeål.

***

Meget kunne man sige om min farmor, men nogen udpræget sans for en bumset teenagedreng, der helst ville snakke om fodbold, Tour de France og lidt mere fodbold, havde hun ikke.

Omvendt havde jeg heller ikke den store interesse for de mærkværdige teaterstykker, som min farmor skrev, som oftest indeholdende et vist anstrøg af grønlandsk mystik og indiansk trommedans, og som hele børneflokken altid var tvangsindlagt til at se, når vi var på besøg.  Og jeg kan heller ikke just prale af, at jeg læste de bøger, som hun sendte mig med den kærlige dedikation “Fra farmor”.

Det tætteste, jeg i disse år kom en egentlig holdning til hendes forfatterskab, var en enkelt skeptisk sidebemærkning, der rettede sig mod en af hendes ungdomsromaner, hvori hun lod hovedpersonen ønske sig en cykel med fire gear.

“Sådan en cykel har jeg aldrig hørt om,” indvendte jeg.

Min farmor bed ethvert tilløb til irritation i sig, og vi fortsatte vores liv som farmor og barnebarn med de skønne sommerferier, juleaftenerne og de lejlighedsvise telefonopkald med “Nå, hvordan går det, Peter?”, som snart efter bevægede sig over i ”Har du din mor eller far hjemme?”

Mere var der ikke i det, og det var alt rigeligt. Hvorfor skulle der være mere? Jeg elskede min farmor, og jeg havde aldrig tænkt, at vores forhold skulle blive anderledes. Det var godt, som det var, og alligevel blev det langt bedre.

***

Der er meget, som kan bringe to mennesker sammen, men noget af det stærkeste, er bekymringer. For er der noget, som man kan have behov for at dele med andre, så er det den ulidelige usikkerhed, der er forbundet med, at der findes en fremtid, som ikke kan kontrolleres.

Min farmor var af natur udstyret med en stor tillid til livet og følgelig en ubekymret måde at leve sit liv på. Jeg repræsenterede det stik modsatte. Jeg var – og er – dybest set altid bange for et eller andet, som jeg ikke aner, hvad er. Da jeg gik fra at være en stor dreng til at blive en lille mand, begyndte min farmor for alvor at registrere denne side af mig, og hun så, hvad bekymringerne og frygten gjorde ved mig.

Hun bød sig diskret til som en støtte, jeg altid kunne række ud efter, når der var noget, jeg var bange for, og hun rakte ud efter mig, når hun kunne se, at jeg ikke selv var klar over, at det var angsten, som havde taget i mig.

Her blev vores daglige aftensamtaler grundlagt.

Min farmor måtte dog sande, at hun også selv bar på et slumrende bekymringsgen, som blot ventede på at blive vakt til live. Det blev det gennem sygdom og død, som var noget af det, vi snakkede allermest om.

Min farmors ældste søn, Christian, var død som ganske ung i 1981, og nu – i midten af 1990’erne – var det min far, som blev alvorligt syg. Min farmor var dybt bekymret, og det blev ikke bedre af, at min far var umådelig dårlig til at sætte ord på alt det, han frygtede. For min farmor, der levede af at meddele sig, var det uudholdeligt, at der ikke blev talt om det, som alle var fyldt op af, og hun vendte sig mod mig. Både for at støtte mig, der som 24-årig stod midt i frygten, men også for at hjælpe sig selv.

Her blev kimen til de rene linjer grundlagt.

***

I 1997 døde min far, og min farmor mistede dermed sin anden søn. Det kom i den grad til at binde min farmor og jeg sammen. Vi gik sammen ind i sorgen, og vi fik skabt et rum, hvor det var muligt at sætte ord på alt det, som ellers kan være svært at tale om. Smerten og savnet, men også vreden og svigtet. Gennem disse samtaler opstod en nærhed og fortrolighed, som jeg nok – når alt kom til alt – var den af os, der higede mest efter.

Jeg spurgte hende til råds, når der var noget med de satans kvinder, som jeg ikke helt kunne finde ud af.

“Drop nu den the!” sagde min farmor engang, hvor jeg havde mødt en pige, som jeg ofte drak the med. Det var et godt råd, fandt jeg ud af, for ligesom the har en forelskelse heller ikke godt af at trække alt for længe.

Engang drog jeg i eksil hos min farmor for at få hjælp til at håndtere nogle massive kærestesorger. Her lærte jeg endnu en vigtig lektie, som jeg den dag i dag ofte tænker på, nemlig at der er en grænse for, hvor længe man skal finkæmme sine indre kvababbelser i form af endeløs tale. Når jeg havde talt længe nok om min ulykke, kunne hun pludselig bryde af med ordene:

“Der er kulturskyer på himlen i dag!”

Det var en henvisning til, at det ikke var strandvejr, men derimod museumsvejr. Men det var også en kærlig hentydning til, at nu skulle jeg gøre noget aktivt for at komme ud af den pubertære tristesse, som jeg var ved at gro fast i. Der var stadig et liv at passe. Og det gør man ikke med lutter ord.

***

Min farmor sagde ofte på sine ældre dage, at hun nu var nået frem til, at det trods alt ikke hed “hvis jeg dør”, men “når jeg dør”.

Selvom det virkede utænkeligt, at hun, hvis appetit på livet syntes umættelig, en dag ikke ville være her mere, så tænkte jeg faktisk ofte på, at den dag på et tidspunkt ville komme, hvor telefonen ikke ringede mere om aftenen. Jeg spekulerede på, hvordan jeg ville håndtere savnet og tomrummet, når hun en dag ikke var der længere.

Det var en af de få bekymringer, jeg aldrig delte med hende. Men det har vist sig heller ikke at være nødvendigt. For uanset at jeg tænker på min farmor hver dag og ikke længere kan give hende et kald eller slå et smut omkring det ombyggede fiskerhus i Fjaltring, så ved jeg stadig præcist, hvor jeg har hende.

Så rene var de linjer, min farmor talte om, at de voksede sig større end både liv og død…