Hårde drenge kan også blive skadet

AF NICOLAS ARVID HEDEMAN, gæsteblogger

Jeg træner til daglig nogle de bedste fodboldspillere i alderen 12-13 år i Odense Boldklub. Det sker heldigvis sjældent, at gutterne løber ind i større eller for den sags skyld mindre skader, men når det hænder, er træneren en meget vigtig medspiller i at forhindre, at skaden udarter sig.

Vi har skabt et kompetitivt træningsmiljø, hvor det er de bedste, der spiller i weekenden. Vi ønsker, at drengene viser hårdhed og selv formår at rejse sig, når det gør lidt ondt. Det være sig både i en overordnet, mental forstand, men også helt konkret når nærkampene spidser til, eller de modtager en syngende tackling.

Drengene vil gøre alt, hvad de kan for at se deres navn på kampkortet, når træningsugen er omme. Derfor lægger de sig sjældent fladt ned, selv om det måske ville være det rigtige at gøre i visse tilfælde. Samtidig står vi en situation som trænere, hvor vi skal adskille reel smerte fra et trælår og den ynk, der kan følge med – for nu at sige det som det er. For det eksisterer også, om end i mindre grad.
Læs mere

Fra Udsigten til Afgrunden

Det er stedet for sundt tungsind. Stedet du tager hen, hvis du er i det hyggemelankolske hjørne. Introvert stemt – på den fede måde.

Når man kommer kørende fra Tommerup Stationsby, hvor jeg er bosiddende, i retning mod Vissenbjerg, er der et skilt ude ved vejen. Afgrunden. Så ved man i hvert fald, at man ikke er på Østerbro i København, endsige Langelinie i Odense små 19 kilometer i østlig retning.

Skiltet mod “Afgrunden” er placeret for foden af en lang bakke, som er frygtet af motionscyklister i midtvejskrise og bilister med en overfyldt Brenderup-trailer på slæb.
Læs mere

GÅR DET ALDRIG OVER?

Jeg tilstår det blankt: Jeg er den bekymrede type – for nu at sige det meget mildt. Der er ikke den bekymringstanke, som ikke kan løbe afsted med mig, når først den er opstået, og det er sandt at sige en rædselsfuld tilstand at være i.

Det gælder også de bekymringer, som kan ramme mig i forhold til sport og træning. Jeg har altid dyrket meget sport – løb, styrketræning, cykling osv. – skønt det aldrig har været på et niveau, som har løftet sig nævneværdigt over selve glæden ved et nogenlunde acceptabelt velbefindende. Men det er såmænd også rigeligt at blive ramt på, når pludselig man bliver sat ud af spillet, og de negative tanker ellers tager fart.
Læs mere

Det store tomrum efter sporten

AF SIMON DALSGAARD

Jeg skulle til at starte en ny hverdag op, efter at jeg havde sagt farvel til ishockeysporten, og jeg var flyttet fra Herning til Aalborg for at studere. Det tog lidt tid at vænne sig til de mange nye indtryk og informationer på studiet og i byen.

Men det, jeg havde sværest ved at vænne mig til, var det store tomrum, som sporten havde efterladt mig i. For første gang i mit liv havde jeg kun mig selv at forholde mig til. Jeg havde ikke længere noget tilhørsforhold. Ingen forpligtelse overfor andre i form af et hold eller en arbejdsplads. Det var til tider en enorm sovepude. I perioder gad jeg absolut ingenting, hvilket også var svært at forholde sig til. I denne periode blev der også brugt meget tid på at få behandlet min skade både fysisk og psykisk. For det havde jeg virkelig brug for.
Læs mere

Ronaldos skadesfinte

Han bliver den dag i dag regnet for en af de største fodboldspillere gennem tiderne. Brasilianske Ronaldo scorede mål på samlebånd for blandt andre FC Barcelona, Inter og Real Madrid, og han var med til at blive verdensmester med Brasilien i 2002, hvor han blev topscorer med otte mål.

Men historien om ”O’fenomeno”, som Ronaldo blev kaldt, er også historien om en spiller, som var ramt af lange, alvorlige skadesforløb.
Læs mere